Murene reddede landsbyen | Mission East

Murene reddede landsbyen


Landsbyens beboere var med til at bygge murene, der nu beskytter dem selv og deres afgrøder mod oversvømmelser. Foto: Mission Øst Afghanistan

En landsby i det nordvestlige Afghanistan var hårdt plaget af oversvømmelser, der skyllede både afgrøder og huse væk. Derfor hjalp Mission Øst indbyggerne med at opføre tre beskyttelsesmure for at aflede flodvandet.

Af Eng Habib og Nadir Faez, Mission Øst Afghanistan. Oversat og redigeret af Kim Wiesener, 3. juli 2017

Mohammad Nadir husker sin barndom i Malikhae-Khetayan. Landsbyen ved Taloqan-floden i det nordvestlige Afghanistan var omgivet af grønne marker, på de omkringliggende skrænter voksede der træer og buske, og omegnen var hjemsted for en mangfoldighed af vilde dyr.

Fire årtier senere tegnede der sig et helt anderledes uskønt billede: ”Folk fældede træerne og pløjede skrænterne for at dyrke jorden. Vi forstod senere, at vi ødelagde vores miljø og voldte skade på vores liv og de dyr, der levede i nærheden af vores landsbyer,” fortæller Mohammad Nadir.

I andre landsbyer oppe ad floden gjorde man det samme, og det gik ud over Malikhae-Khetayan. Landsbyen blev ramt af jordskred fra oversvømmelser, der skyllede hen over hundreder af hektar landbrugsjord, frugthaver, bygninger og huse. Beboerne var nødt til at flytte op på bjergskrænterne for at komme i sikkerhed.

”Vores lokalsamfund var blevet mere sårbart end for 40 år siden. Manglende viden om katastrofeforebyggelse, dårlig ledelse og begrænsede ressourcer påvirkede vores liv. Mange hektar landbrugsjord endte på flodbunden. Vi så til, mens vores jord og huse blev oversvømmede,” husker Mohammad Nadir.

Mission øst trådte til

Der måtte gøres noget. Landsbyen henvendte sig til de regionale myndigheder, og i 2013 kontaktede de Mission Øst for at finde en løsning. Efter flere møder mellem landsbyens ledere og Mission Øst-teamet i området besluttede de i fællesskab at bygge beskyttelsesmure ved floden for at aflede vandet og mindske risikoen for oversvømmelser.

”Vores lokalsamfund påtog sig ansvaret for at bygge fundamentet og aflæsse stenene. Mission Østs tekniske team designede muren og stod for overvågningen af projektet. Tre beskyttelsesmure blev opført. Landsbykomiteen var med til at udvælge beliggenheden og stod også for kvalitetskontrol,” fortæller Mohammad Nadir.

Beskyttelsesmurene er blevet en stor succes. De beskytter nu 400 hektar landbrugsjord, en mølle, kunstvandingssystemer, et lille vandkraftværk og landsbyens huse. De fleste af landsbyens beboere har lært om vigtigheden af selv at påtage sig ansvaret for katastrofeforebyggelse.

”Murene fungerer stadig og beskytter vores ressourcer. Vi er taknemmelige for al den støtte, Mission Øst har ydet til vores lokalsamfund,” siger Mohammad Nadir.

Denne artikel stammer fra Mission Øst-magasinet nr. 3 2017. Læs hele magasinet her.