En halv million rohingya-flygtninge hjulpet på et år | Mission East

En halv million rohingya-flygtninge hjulpet på et år


De 900.000 rohingya-flygtninge lever under kummerlige forhold. Mission Øst er med til at forebygge kolera-epidemi. Foto: Nathalie Fauveau, MTI
Rohingya-flygtninge har mistet alt, men får hjælp fra Mission Øst til at opretholde en god hygiejne og modstå smitte og sygdom. Foto: Nath Fauveau, MTI
Frivillige er oplært i sundhedsarbejde og går fra telt til telt med medicin, kosttilskud og undervisning i god hygiejne. Foto: Nath Fauveau, MTI

Sammen med 17 andre hjælpeorganisationer i Integral Alliance-netværket har Mission Øst i det sidste år været med til at hjælpe over en halv million Rohingya-flygtninge i Bangladesh.

Lørdag den 25. august er det præcis et år siden, tusindvis af rohingya-flygtninge strømmede over grænsen fra Myanmar til Bangladesh på flugt fra myrderier, voldtægter og husafbrændinger, foretaget af soldater fra Myanmars regeringshær.

Forebygger kolera-epidemi

Mission Østs internationale netværk var hurtigt på pletten og reagerede på den humanitære krise i flygtningelejrene ved Cox’s Bazar i Bangladesh, hvortil flere end 900.000 mennesker fra Myanmars Rakhine-stat har søgt beskyttelse fra noget, der ligner etnisk udrensning.

Mission Øst er med i det internationale netværk Integral Alliance sammen med 21 andre hjælpeorganisationer. 18 af dem engagerede sig hurtigt i hjælpen til de mange rohingya-flygtninge. Mission Øst støtter især Medical Teams International, som forebygger en omfattende koleraepidemi i lejren ved at undervise i god hygiejne, uddele hygiejneartikler og medicin imod diarré.

Imponerende statistik

Sammen med de øvrige hjælpeorganisationer i Integral Alliance-netværket har Mission Øst og Medical Teams International hjulpet ikke færre end 539.850 mænd, kvinder og børn siden august sidste år:

27.550 har modtaget telte og husly.

359.600 har nydt gavn af mad-uddelinger.

73.900 har fået sundhedshjælp og -oplysning.

63.750 har modtaget medicinske behandlinger

Og der er uddelt 22.500 hygiejnesæt til kvinder.

Psykisk førstehjælp

Men arbejdet handler ikke blot om sundhed og hygiejne. Også mental hygiejne er vigtigt for at overleve. Derfor har hjælpeorganisationerne også kunnet yde psykisk førstehjælp – såkaldt psykosocial rådgivning og terapi. Og 700 børn har kunnet benytte sikre og børnevenlige områder, hvor de kan lege, lære og få hjælp til at bearbejde voldsomme oplevelser.

De overfyldte flygtningelejre huser 905.400 flygtninge. 693.000 af dem er ankommet siden den 25. august 2017. Koncentrationen af flygtninge i dette område er nu blandt de højeste i verden.

Arbejder i 100 lande

Medical Teams International driver en sundhedsklinik i flygtningelejren, opretter mobile sundhedsposter i kæmpelejrens afsidesliggende hjørner, og uddanner flygtninge til at blive sundsarbejdere.

Ud over Bangladesh arbejder Mission Øst i Afghanistan, Armenien, Irak, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Integral Alliance består af 22 hjælpeorganisationer i over 100 lande, som samarbejder med 650 lokale partnere.