Dr. Sasa vil løfte Myanmar ud af fattigdom | Mission East

Dr. Sasa vil løfte Myanmar ud af fattigdom


Dr. Sasa var ene læge for en halv million mennesker, og han bad til Gud om hjælp. Svaret var organisationen Health and Hope Myanmar, der nu samarbejder med Mission Øst om et projekt, der skal sikre mad til alle hver dag.
Mara-folket er meget afhængigt af eget landbrug. Foto: Mission Øst

Dr. Sasa er den eneste læge for en halv million mennesker blandt Mara-folket. Han bad til Gud: ”Hvad skal jeg gøre?” I dag har Dr. Sasa uddannet 1.000 sundhedsarbejdere. Og nu vil han – sammen med Mission Øst – hjælpe sit folk med at spise sig mætte.

Af Svend Løbner, journalist, juli 2018

Han kalder sig Dr. Sasa, men han hedder egentlig Muang Taing San. Det var hans bedstemor, der gav ham navnet Sasa, fordi det betyder ”højere, højere”. Han skulle besejre døden. Overleve og hæve sig op over fattigdommen, uvidenheden, sulten, sygdommen. Og drage sin landsby og sit land med op.

Dr. Sasa er i dag den eneste læge i et område med flere end 200 landsbyer i Chin State i det vestlige Myanmar. I det sidste tiår har han uddannet i alt 1.000 sundhedsarbejdere, som hver landsby i delstaten kan trække på.

Hans kone Mary tager sig af kost og logi til de flere hundrede studerende på sundhedscentret i landsbyen Lailenpi, hvor han voksede op. Hans arbejde i organisationen ”Health and Hope Myanmar” er anerkendt på højeste niveau i landet, og han har modtaget en pris for sin indsats under en virusepidemi sidste år.

Fra ond cirkel til god cyklus

Mission Øst samarbejder med Dr. Sasa om et projekt, der skal skaffe levebrød til tusinder af bønder i Chin State, hvor det kristne Mara-folk bor, og tænde et håb for hele Myanmar, der er blandt de fattigste lande i verden. Et landbrugsprojekt lærer bønderne at dyrke jorden året rundt, så de ikke som nu blot kan spise sig mætte fire-seks måneder om året.

Og som Dr. Sasa pointerer igen og igen fra en skrattende telefonforbindelse: Fødevarer giver næring, næring giver sundhed, der gør, at befolkningen overlever, børnene kan lære noget i skolen, få sig en uddannelse, arbejde og forsørge deres familier.

En ond cirkel af fattigdom, sygdom og uvidenhed er ved at blive brudt. På 10 år har Dr. Sasa uddannet over 1.000 sundhedsarbejdere, 166 af dem jordemødre, til at dække 5.051 landsbyer.

Nu dør mødre ikke længere i barselsseng, og de har mælk nok til deres babyer. Børnene overlever, selv om de bliver ramt af malaria eller kolera, for der er også medicin tilgængeligt. Og den kristne kirke har kunnet lukke sine børnehjem, for i dag bor børnene hjemme hos deres raske forældre.

Så sin mor dø i barselsseng

Men hvad driver Dr. Sasa, hvad fik ham til at blive læge? ”Jeg brænder for at hjælpe mit folk i Myanmar på grund af de lidelser, de har gennemgået i mange år,” siger han.

De fleste af landets 51 millioner indbyggere bor i afsidesliggende områder uden hospital, elektricitet eller vandforsyning. Og Chin State er den fattigste af de fattige delstater i Myanmar.  

”Jeg har set kvinder dø ved barnefødsel, ja, min egen mor døde efter at have ligget i fødselsveer i fem dage. Den slags lidelser var uundgåelige i min landsby. Der var ingen hospitaler, ingen læger og heller ingen jordemødre,” fortæller han.

Som om det ikke var nok, var militæret hårde ved de kristne: ”Tvangsarbejde, plyndringer og voldtægter var hverdag for os. Mens jeg voksede op under disse forhold, blev jeg klar over, at jeg måtte gøre noget. Jeg måtte hjælpe mit folk. Vejen dertil var uddannelse.”

Landsbyen samlede ind

Den unge Sasa forlod landsbyen og gik gennem junglen i to uger, indtil han kom til en by med et gymnasium. Senere rejste han til Indien for at læse på universitetet, for dem er der ingen af i Chin State. Efter tre år var folkene i hans egen landsby blevet så grebet af projektet om at få unge Sasa hjem som læge, at de samlede ind til, at han kunne fuldføre sine medicinstudier i Armenien.

Dr. Sasa klukler i telefonen, når han fortæller, hvordan det foregik: ”De gav mig høns og køer, så pludselig stod jeg og min familie med en masse husdyr. Dem solgte vi på markedet, og så kunne vi skrabe penge nok sammen til en flybillet til Armenien.”

Sasa fik sin uddannelse og vendte tilbage – nu som den eneste læge for flere end 200 landsbyer.

”Jeg bad til Gud. For nu havde jeg som eneste læge en halv million mennesker, der forventede hjælp fra mig. Den opgave kunne jeg jo ikke overkomme. ’Hvad skal jeg gøre, Gud,’ spurgte jeg.”

Med hjælp fra britiske donorer grundlagde han ’Health and Hope Myanmar’ og begyndte at oplære sundhedsarbejdere. Det var et vigtigt skridt, men der var brug for et mere tilbundsgående arbejde. Noget, der hjælper på langt sigt ved at forebygge sygdomme og skabe sunde mennesker i en frodig natur.

Skolebørn er sultne

Det er her projektet SEED, som Health and Hope Myanmar udfører i samarbejde med Mission Øst, kommer ind i billedet. SEED står for Something to Eat Every Day, som betyder ”noget at spise hver dag”. Det er nemlig langt fra en selvfølge i Chin States isolerede landsbyer.

Dr. Sasa konstaterer tørt:

”Befolkningen i det vestlige Myanmar får ikke nok at spise. Folk er fejlernærede, og mange børn får ikke den nødvendige næring. Der har været mangel på mad i regionen gennem mange år. Det gik for alvor galt i 2007, da bambusplanten døde og derfor ikke længere gødede jorden. Landsbyerne oplevede hungersnød.”

Der er fortsat mangel på mad, fortæller dr. Sasa. Befolkningen ernærer sig ved landbrug og arbejder i markerne hele året. Men de høster kun nok til at spise sig mætte mellem fire og seks måneder. Resten af tiden kæmper de bare for at overleve.

Kan redde kommende generationer

SEED-projektet går i første omgang ud på at uddanne 300 bønder i bæredygtigt landbrug. Hver bonde får tildelt to hektar jord og lærer at dyrke 10 forskellige afgrøder om året i stedet for de nuværende to afgrøder, ris og majs.

”Vi håber at kunne udvide projektet til at omfatte hele Chin State, ja hele Myanmar,” siger Dr. Sasa.

Han skynder sig at pointere:

”Det handler ikke kun om landbrug og mad. Det handler om landets fremtid, både de kommende generationer af Mara-folket, hele Chin State, ja, hele Myanmar. Det er også et sundhedsprojekt og et uddannelsesprojekt. For når børnene får nok at spise, vil de også kunne koncentrere sig meget bedre om skolefagene. Forestil dig at være sulten hele tiden. Så tænker du jo kun på, hvordan du kan få noget at spise! ”

Det gælder i øvrigt ikke kun børnene, fortsætter han. De voksne er også sultne. Men når alle kan spise sig mætte tre gange om dagen, vil de også kunne lære noget og uddanne sig.

”Mange i befolkningen har aldrig haft en chance for at gå i skole. Deres viden er meget begrænset. I stedet har de deres traditioner og måder at dyrke på, som er over 1.000 år gamle.”

Forebygger miljøkatastrofe

Dr. Sasa fortæller om det såkaldte svedjebrug, som går ud på hele tiden at skaffe ny dyrkbar jord ved at fælde træer og afbrænde al bevoksning.

”Det er jo en miljøkatastrofe,” udbryder han. ”Bønderne går fra bjerg til bjerg og fælder træer, brænder bambus og spreder aske som gødning for at dyrke deres afgrøder. Vores træer når ikke at vokse sig store, og jorden får mindre regn, når træer bliver fældet. Om 50 år rammes vi af en katastrofe, hvis vi ikke gør noget nu. Vi er nødt til at gøre tingene på en anden måde.”

Der bliver stille i telefonen. Pludselig handler det ikke blot om den enkelte familie, landsby eller område. Det handler om landet og verden.

”Det er mere end et projekt om fødevaresikkerhed,” pointerer Dr. Sasa. ”Det handler også om miljø og naturbeskyttelse. Når de lærer at dyrke forskellige afgrøder, får de nok at spise, ja. Men det redder også skoven, vandforsyningen, hele miljøet. Naturen vil få lov til at vokse, der vil komme regn nok til jorden, og afbrænding af marker vil ikke længere forurene luften. Vi undgår derved en miljøkatastrofe.”

Alting er forbundet. I centrum af det hele er fødevareprojektet. Det giver håb til landsbyerne, og det vil skabe håb over hele landet. ”Dermed er vi med til at løse problemer for millioner af mennesker over hele Myanmar,” slutter den energiske dr. Sasa.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

En levende kirke midt i fattigdommen

I 1907 ankom de britiske missionærer Reginald Arthur og Maud Louisa Lorrain til Mara-land for at dele evangeliet med det fattige og isolerede Mara-folk. Til forskel fra andre missionærer, der tidligere havde besøgt området, slog de sig ned og blev en del af lokalsamfundet. I løbet af 40 år var hele befolkningen blevet kristne, og Mara Evangelical Church er i dag en levende og engageret kirke, der med sine begrænsede midler arbejder hårdt for at skabe positiv udvikling for Mara-folket.

Lokalt ejerskab

I Myanmar, tidligere kendt som Burma, arbejder Mission Øst i landsbyen Lailenpi i Chin State – tre dages rejse fra hovedstaden Yangon. Området er lukket af halvdelen af året på grund af monsunregnen, og befolkningen er derfor yderst afhængig af eget landbrug. I Myanmar arbejder Mission Øst sammen med vores lokale partnere Together for Sustainable Development (TSD), Health and Hope Myanmar (HHM) og Maraland Evangelical Church (MEC). Mission Øst arbejder på en langvarig tilstedeværelse i området, som skal sikre, at de lokale selv kan skabe en positiv udvikling for Mara-folket.

Denne artikel blev oprindelig trykt i magasinet Udfordringen i juli 2018.