”Det er svært at ignorere, når man ser, hvad de har været igennem” | Mission East

”Det er svært at ignorere, når man ser, hvad de har været igennem”


Planlægningen af nødhjælpsindsatsen til de mange mennesker, der flygter fra Mosul har stået på i længere tid. Det er nødvendigt med grundige forberedelser, når der er tale om en så stor humanitær krise. Foto: Peter Eilertsen.
Nødhjælps-specialisten Knud Andersen koordinerer Mission Østs indsats i forbindelse med flygtningestrømmen fra Mosul. Han har arbejdet med flygtninge det meste af sit voksenliv. Foto: Peter Eilertsen.

Den danske nødhjælps-specialist, Knud Andersen, har været i Irak siden oktober for at koordinere Mission Østs indsats for de mange mennesker, der flygter fra Mosul. En så alvorlig humanitær katastrofe stiller store krav til både planlægning og fleksibilitet.

Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder

Uddeling af nødhjælp minder om et gigantisk puslespil. For når omfanget af en humanitær krise er så stort, som det forventes at blive, når flygtningestrømmen ud af Mosul tager fart, er der virkelig mange brikker, der skal falde på plads.

Sådan beskriver den 42-årige nødhjælps-specialist, Knud Andersen, den udfordring, han, kollegerne i Mission Øst og hele den store gruppe af andre hjælpeorganisationer, der er klar til at støtte de måske hundredtusinder af Mosul-flygtninge, står over for.

Knud Andersen er blevet hyret til at koordinere Mission Østs indsats i forbindelse med Mosul-krisen og ankom til Irak 20. oktober.

Forberedelserne har stået på i længere tid, for det har gennem en stor del af 2016 ligget i kortene, at irakiske og kurdiske styrker før eller senere ville forsøge at generobre Iraks næststørste by. Nu er tiden kommet, hvor den grundige planlægning af nødhjælpsindsatsen skal stå sin prøve. Mission Øst vil være at finde helt fremme i første geled for at uddele akut nødhjælp til irakere, der forlader Mosul, i løbet af de første 72 timer efter flugten.

”Det skal vi, fordi vi tidligere har vist, at vi er gode til det her, f.eks. på Sinjar-bjerget,” siger Knud Andersen om den situation, hvor Mission Øst som en af de første organisationer hjalp de mange medlemmer af det forfulgte religiøse mindretal, yezidierne, da de måtte tage flugten fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

FN har forventninger

En god indsats fører til øget opmærksomhed, og den slags forpligter. Verdensorganisationens humanitære enhed, OCHA, der står for den overordnede koordination af hjælpeindsatsen, har ”forventninger til os, og det tager vi meget alvorligt. Derfor er det vigtigt, at vi har alle procedurer på plads,” konstaterer Knud Andersen.

Når man skal yde hjælp under en stor humanitær krise, er det nødvendigt at være fleksibel. For ganske vist er FN og den irakiske regering ved at bygge lejre til et stort antal fordrevne irakere som følge af den militære operation mod Mosul, men det betyder ikke, at der er plads til alle. Situationen er ikke blevet mindre kompliceret af, at FN trods appeller til verdenssamfundet langtfra har fået de nødvendige midler til Mosul-indsatsen.

Derfor kan der være mange flygtninge, der havner uden for de etablerede lejre – måske lige ved siden af dem, måske helt andre steder. De vil også have behov for hjælp, og her skal Mission Øst og andre være klar til at stå dem bi.

”Vores rolle er at være meget mobile. Vi skal være sikre på, at vores forsyninger er så tæt på de berørte som overhovedet muligt, så vi hurtigt kan komme i gang med at dele nødhjælp ud, når der er behov for det,” konstaterer han.

“Ikke nok at snakke om det”

Knud Andersen har, som han selv udtrykker det, arbejdet med flygtninge i det meste af sit voksenliv. Det begyndte på Balkan i 1990erne, hvor han både arbejdede som frivillig og var udsendt med det danske forsvar. Siden var han i en del år på et Røde Kors-center i Danmark, og senest arbejdede han i Somaliland. Som forklaring på, hvorfor han har valgt den livsbane, siger Knud Andersen:

”Det er svært at ignorere, når man står derude og ser, hvad de mennesker har været igennem. Mosul-offensiven har potentialet til at  kunne udløse en større humanitær krise, mens verden ser det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig. Når man ser effekten af det, er man nødt til at gøre noget, det er ikke længere nok bare at sidde og snakke om det.”