Hjælpen når frem til irakere på flugt | Mission East

Hjælpen når frem til irakere på flugt


Mission Østs arbejde i Irak bliver omtalt i det nyeste SommerCamp magasin

På SommerCamp 2016 blev der indsamlet over 200.000 kroner, som nu giver nødhjælp, psykologisk førstehjælp og støtte til genopbygning for tusindvis irakere, som er drevet på flugt fra Islamisk Stat.

Af Svend Løbner i pinsekirkernes SommerCamp-magasin

Hvor meget batter en halvtredser i indsamlingsspanden? Eller 150 kroner på en sms? Eller de over 237.000 kroner, som blev samlet ind på sidste års SommerCamp til krigsramte irakere gennem Mission Øst?

Det forstår vi ikke rigtig, før vi får indblik i de menneskers skæbne, som pengene går til, nemlig de mennesker, som terrorbevægelsen Islamisk Stat har forfulgt i Syrien og Irak siden 2014.

Disse familier har måttet udstå helt ufattelige lidelser. Kristne, yezidier og muslimer er blevet fordrevet fra deres hjem, deres mænd er blevet henrettet, deres kvinder voldtaget og deres unge piger bortført og solgt som sex-slaver.

Og lige nu raser krigen om storbyen Mosuls befrielse, hvor det er i skrivende stund lykkedes flere end 114.000 af indbyggerne at flygte. FN vurderer, at krigen kan sende op mod 1 million mennesker på flugt. Men hjælpen når frem. Mission Øst uddeler materialer til husly, husholdning og god hygiejne til over 35.000 fordrevne som led i FN’s samlede indsats.

Landmine sprængte øjnene væk

Hjælpen gavner kvinder som Khadija, der flygtede gennem et minefelt med ét-årige Mahmoud i sine arme. Da en landmine pludselig eksploderede, blev både hun og lille Mahmoud ramt af sprængstykker i ansigtet og på kroppen – og mistede begge to deres højre øje.

Hjælpen gavner mænd med handicap som Hasseem, der flygtede på krykker med sin familie fra de ulidelige forhold under Islamisk Stats rædselsvælde. Og familiefaren Adan, der flygtede med sin store familie over markerne, da en landmine eksploderede og dræbte fem af hans otte børn.

Det er sådanne helt ufattelige lidelser, der sætter selv små pengebeløb i perspektiv. Det betyder simpelthen alt for en familie at modtage en presenning til at inddække sig mod vinterens kolde blæst, tæpper at svøbe om sig i nattekulden, dunke at opbevare rent drikkevand i, samt gryder og pander og et lille komfur til at lave mad på. Og det er, hvad pengene fra indsamlingen på SommerCamp i Mariager i juli 2016 blandt andet er gået til. Over 116.000 kroner kontant, og mere end 121.000 i tilsagn.

Investering i børnenes fremtid

Siden i sommers har Mission Øst hjulpet i alt 48.000 mennesker. Pengene er også gået til at yde psykisk førstehjælp i såkaldte psykosociale centre, som hjælper børn og unge fri af traumatiske oplevelser fra Islamisk Stats overgreb. Mission Øst driver i alt 6 centre i Irak, hvor børn kan lege, tegne og spille som andre børn og lære at læse, skrive og regne.

Centrene er en investering i børnenes fremtid, børn som ellers ville oparbejde vrede og mangle helt basale skolekundskaber. ”Jeg var begyndt at læse, men havde glemt det hele, fordi jeg ikke har gået i skole i et helt år. Da I åbnede centret, fik jeg min viden tilbage,” fortæller en dreng på Sinjar-bjerget, hvor Mission Øst hjælper over 10.000 yezidier.

På centrene lærer de unge et håndværk og får en pause fra de vanskelige livsbetingelser som fordrevne. På sigt kan håndværket skabe grundlag for en indtægt. En af dem er 14-årige Fasa, som sammen med 50 andre unge piger er ved at lære frisørfaget: ”Jeg kan godt lide at gå her. Måske kan jeg en dag få min egen salon,” siger hun.

Taknemmelighed og glimt af håb

Pengene fra sommerens indsamling bliver således omdannet til menneskeliv, der bliver reddet fra krig, og særligt hjælper børn og unge, som bliver forberedt på en fremtid, hvor freden forhåbentlig snart indfinder sig.

Når freden forhåbentlig kommer, vil Mission Øst også hjælpe fordrevne irakere med at vende hjem og reparere og genopbygge deres huse. Det gælder også en lille landsby nord for Sinjar-bjerget, som er befriet efter over fire måneder med Islamisk Stats terrorvælde. Her vil indbyggerne og hjemvendte flygtninge modtage hjælp fra Mission Øst til at genopbygge deres huse, mens de også får træning i landbrug og biavl, så der kan komme gang i det lokale handelsliv.

- Tusind tak til alle givere på SommerCamp, som gør det muligt for os at hjælpe tusindvis af mennesker, som bliver jagtet og sendt på flugt, bare fordi de er kristne eller yezidier, eller fordi de som almindelige muslimer ikke vil acceptere Islamisk Stats religiøse terror. Jeg ville ønske I alle kunne se ind i de øjne, som rummer så megen lidelse, men også taknemmelighed og et glimt af håb. Jeg vil ønske jer alle Guds rige velsignelse, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

Se også artiklen her.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Fakta:

Indsamlet på SommerCamp 2016:

Kontant kr. 116.115,19.

Tilsagn: 121.350,00

Pengene går til:

Akut nødhjælp til husly, husholdning og god hygiejne

Seks psykosociale centre for børn og unge

Hjælp til genopbygning

Mission Øst har hjulpet

48.000 fordrevne siden sommeren 2016

I alt 80.000 fordrevne siden Islamisk Stats terror begyndte i sommeren 2014.