På centret føler børnene sig trygge | Mission East

På centret føler børnene sig trygge


Yusuf (i midten) virker som en glad lille dreng – men om natten har han mareridt. Foto: Michael Schmidt
Sara på 22 år leder centret – og lytter til børnenes voldsomme historier. Foto: Michael Schmidt
Pigerne deltager ivrigt i undervisningen. Foto: Michael Schmidt

Over 600 børn kommer på Mission Østs børnecenter i et fattigt nabolag i den irakiske by Kirkuk. De fleste af dem er flygtet fra krigen. På centeret har de mulighed for at lære, lege og bearbejde de ofte voldsomme oplevelser, de har været igennem.

Af Kim Wiesener, leder for kommunikation, november 2017

Med et henrykt grin giver Yusuf bolden et ordentligt spark. Han virker som en glad lille dreng, når han løber rundt i det store lokale i en pause i undervisningen og deltager i en improviseret boldleg med Mission Østs udsendte. Om natten er det anderledes. Når Yusuf sover, har han mareridt. Han er bange for, at hans far skal blive skudt. Yusuf kommer sammen med andre børn på Mission Østs børnecenter i det fattige nabolag Wahed Hozairan i den irakiske by Kirkuk. Og ligesom dem bærer han rundt på grufulde minder om krig, vold og flugt.

Det gælder også Ali, en stille otteårig dreng, der tilbragte nogle lykkelige barndomsår i en landsby lige uden for storbyen Mosul. Så besatte den ekstremistiske gruppe, Islamisk Stat, området, og den skole, som Ali netop var begyndt i, blev ramt af en granat under kampene.

Efter den voldsomme oplevelse trak Ali sig ind i sig selv. Han viste tegn på posttraumatisk stress, fortæller hans bedstemor, Inaya, der har fulgt ham over på børnecentret. ”Han ville hele tiden være sammen med sin mor eller mig. Når hun eller jeg fulgte ham i skole, ville han ikke gå ind i klasseværelset uden en af os,” husker hun.

Ali blomstrer op

Nu kommer Ali på børnecentret to gange om ugen, og han er blomstret op på det seneste. Han siger kækt til sine voksne familiemedlemmer, at han sagtens kan gå alene herover. ”Jeg kan godt lide at komme her. Før var jeg bange, men jeg elsker at være her, jeg føler mig tryg,” fortæller Ali.

Når den otteårige dreng bliver spurgt, hvad han bedst kan lide ved børnecentret, er han ikke i tvivl. Skolefagene kommer på førstepladsen, og det gælder både arabisk, engelsk og matematik. Læring er en vigtig del af programmet på centret, hvor børn i alderen 6 til 14 år har mulighed for både at lege, lære og bearbejde de ofte voldsomme oplevelser, de har været igennem. De får en form for psykisk førstehjælp – eller psykosocial støtte, som det hedder i fagsproget. Hovedparten af børnene er fordrevet fra deres hjem, for i Wahed Hozairan bor mange familier, der har måttet flygte fra konflikten. De to ugentlige besøg på centeret er en kærkommen afveksling fra en ofte barsk og usikker tilværelse for de 600 børn, som kommer her jævnligt.

Voldsomme minder

Centerlederen Sara på 22 år møder mange børn, der bærer rundt på voldsomme minder. ”Krigen kommer ofte med ind i lokalet. Jeg mærker den, når jeg taler med børnene. Det er en del af den psykosociale støtte, at de taler om det, de har været igennem. Nogle gange græder de, fordi de genoplever ting. En dreng så sin far blive skudt, en pige så en baby blive myrdet,” fortæller hun.

Det er ikke kun, når hun underviser, at Sara lytter til børnene: ”Selv når jeg bare sidder ved mit skrivebord, kommer de hen til mig og snakker. De føler sig trygge, og jeg lader dem snakke og viser min støtte. Jeg prøver at minde dem om de gode ting i livet,” siger Sara.”Børnene elsker at komme her,” tilføjer hun. ”Da en af pigernes mødre ville have sin datter med ud for at købe en ting til hende, sagde barnet: ”Gå du ud og køb ting for penge, jeg vil hellere på børnecentret.”

Bange for våben

En af de piger, der elsker centret, er Ghaida på syv år. Hendes familie måtte efterlade alt under flugten fra Islamisk Stat og har nu svært ved at få pengene til at slå til i Kirkuk. Men hendes mor, Ishaal, fortæller, at børnene liver op, når de kommer på centret. ”De glæder sig hele dagen til at komme her. Jeg kan se forandringerne i dem,” siger hun.

Også Ghaida er glad for undervisningen. Hun kan lide at tegne, og det bliver til både sjove tegneseriefigurer og smukke, poetiske fugle. Men én ting bryder hun sig ikke om at mindes. ”Jeg er bange for våben. Jeg hader dem,” siger hun og får et mørkt udtryk i ansigtet. Men Ghaida lyser op igen, da hun bliver bedt om at synge en lille sang. Snart lyder hendes spæde røst ud i lokalet, og for en kort stund ser det ud til, at den udvisker minderne om alt det ubehagelige, børnene har været igennem.

De interviewedes navne er ændret af sikkerhedsgrunde. Mission Øst kender deres rigtige navne.