Yezidi-familie mangler tre børn | Mission East

Yezidi-familie mangler tre børn


Leila sidder her med fire af sine døtre. De slap fri fra fangenskabet hos Islamisk Stat i 2016, mens tre af hendes børn stadig savnes. Foto: Michael Schmidt
Mens hans familie var fanger hos Islamisk Stat, kæmpede Hassan med de kurdiske styrker mod bevægelsens krigere. Foto: Michael Schmidt
Leila er en rolig og værdig kvinde, men når talen falder på hendes savnede børn, begynder hun at græde. Foto: Michael Schmidt

Medlemmerne af en yezidi-familie i det nordlige Irak blev på brutal vis adskilt fra hinanden på grund af Islamisk Stats hærgen. Tre af børnene har familien ikke hørt fra i over to år. Enten er de stadig i fangenskab, eller også er de døde.

Af Kim Wiesener, leder for kommunikation, november 2017

Søndag 3. august 2014 er en dag, alle Iraks yezidier husker med stor smerte. Det var den dag, Islamisk Stat (IS) rykkede ind i Sinjar-området og indledte et folkedrab mod det lille religiøse mindretal. Mænd og drenge blev myrdet, mange kvinder og piger blev taget til fange og senere voldtaget og gjort til slaver.

Midt i dette kaos flygtede tusinder af yezidier op på Sinjar-bjerget – heriblandt kvinden Leila med otte af sine i alt ni børn. Hendes mand, Hassan, blev i deres landsby for at kæmpe mod de fremrykkende IS-krigere. Der skulle gå næsten to år, før de så hinanden igen.

På vej op ad bjerget blev familien, med undtagelse af Hassan, taget til fange af IS – eller Daesh, som den ekstremistiske bevægelse kaldes i Irak. Det blev begyndelsen til et 20 måneder langt fangenskab, der bragte dem rundt i det nordlige Irak og helt ind i Syrien. Imens måtte Hassan opgive at kæmpe videre hjemme i landsbyen, men det lykkedes ham at komme væk og slutte sig til de kurdiske styrker, der bekæmper IS.

Som et fængsel

”De tog os til forskellige steder i Irak. Vi tilbragte f.eks. en nat i byen Tal Afar, hvor vi hørte skud, og børnene blev meget bange. Vi var også i et fængsel i Badush nær Mosul, hvor vi blev i otte dage. Så var vi i en landsby nær Tal Afar i fire måneder. Hver familie blev anbragt i et hus, det var lige som et fængsel, og vi var omringet af Daesh-folk,” fortæller Leila.

Om fangenskabet siger hun, at nogle IS-krigere opførte sig nogenlunde ordentligt, mens andre af dem var onde og kunne finde på at slå selv mindre børn. Kosten var elendig, de fik ris, hvor der ofte var insekter i. Og ikke mindst unge kvinder fik en grusom behandling.

”De blev skilt ud fra de andre. I Tal Afar var der et stort marked for piger og kvinder, de blev fragtet derhen i busser og solgt som slaver. Selv folk, der ikke tilhørte Daesh, kom og købte dem.”

Leila fortæller sin historie, mens hun sidder uden for sit telt i Sardashte-lejren på Sinjar-bjerget, hvor tusinder af yezidier fortsat opholder sig. Her har familien været et stykke tid. Fire af hendes døtre i alderen fem til ti år er med hende lige nu, mens én er på besøg hos sin ældste storesøster, der er gift og bor adskilt fra resten af familien. Men tre af familiens medlemmer mangler helt.

Tre blev efterladt

I det første år af fangenskabet forblev Leila og hendes børn samlet, men så blev hun og hendes fem yngste døtre sat på busser sammen med hundreder af andre yezidi-fanger og kørt til den daværende IS-højborg Raqqa i Syrien. De to sønner – en næsten voksen og en teenager – og en teenage-datter blev efterladt, og Leila har ikke set dem siden.

”Vi var i et underjordisk fængsel i Raqqa i lere måneder. De sagde, at det var på grund af luftangreb, at vi skulle være under jorden. Vi vidste ikke, om vi nogensinde ville komme hjem. En dag kom de med mange knive og sværd og sagde, at de ville slå os ihjel. Jeg var ikke bange for at dø, men jeg var bange for ikke at se mine børn igen,” siger Leila.

Tiden i Syrien var hård, men en dag fik den en uventet afslutning: ”Daesh-folkene læste vores navne op, satte os ind i biler og kørte os væk. Vi ved ikke, om det var kurderne, som købte os fri.”

Børnene er kommet sig

Under alle omstændigheder havnede familien i første omgang i byen Zakho i det nordlige Irak, og her ventede der en overraskelse. Efter næsten to års adskillelse blev Leila og børnene genforenet med Hassan. Han er fortsat soldat i de kurdiske styrker, og familien bor nu i Sardashte-lejren. Her er børnene kommet til hægterne igen efter den hårde tid i fangenskab. De to yngste piger på fem og seks år kommer på Mission Østs lokale børnecenter.

”De kan lide det, det er virkelig godt for dem, og det får dem til at glemme, hvad de har været udsat for,” siger Leila. Men hvor glad hun end er for, at mange af hendes børn har det bedre, hviler der fortsat en skygge over familien. En teenage-datter er formentlig slave hos en IS-kriger i Syrien, og de to sønner har Leila intet hørt til i over to år. Hun ved ikke, om de overhovedet er i live, og når talen falder på dem, begynder den ellers rolige og værdige kvinde at græde.

Leila tøver heller ikke, da hun bliver spurgt, hvad hun mener om Islamisk Stat: ”Jeg hader dem,” siger hun med eftertryk.

Familiens navne er ændret af hensyn til deres sikkerhed.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Islamisk Stat eller Daesh?

Islamisk Stat (IS) er også kendt under navnene Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) og Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL).

En fjerde betegnelse bliver stadig mere udbredt: Daesh. Det er den arabiske forkortelse for bevægelsens navn, men fordi man på arabisk sjældent bruger forkortelser, lyder det mærkeligt i arabiske ører. Desuden ligger ’Daesh’ meget tæt på det arabiske ord daes, der betyder ’én som tramper nogen eller noget under fode’. Daesh bliver derfor brugt af nogle af bevægelsens modstandere som en satirisk hån, hvor man ikke anerkender bevægelsens krav på at være en ’islamisk stat’.

Kilde: Alice Guthrie, www.freewordcentre.com