Katastrofepulje | Mission East

Katastrofepulje



Red liv med Mission Østs katastrofepulje

Når katastrofen rammer, kan en hurtig indsats redde mange liv. Men ingen ved, hvor og hvornår den næste katastrofe sker. Mission Øst har derfor oprettet en katastrofepulje, så vi hurtigt kan træde til med nødhjælp og dermed redde flere liv.

DERFOR HAR MISSION ØST EN KATASTROFEPULJE

Hvert år koster katastrofer tusinder af liv, tvinger millioner af mennesker ud i fattigdom og forårsager skader for milliardbeløb. Når en katastrofe rammer, er det vigtigt at reagere hurtigt. Men det tager tid at skaffe billeder og information til at udsende en appel til vores støtter, modtage donationer og sende penge af sted til indsatsen. Med katastrofepuljen kan vi reagere med det samme, fordi vi har allerede indsamlede midler at trække på. Dermed kan vi redde flere menneskeliv.

SÅDAN VIRKER KATASTROFEPULJEN

Mission Østs katastrofepulje er midler øremærket til at hjælpe mennesker ramt af natur- eller menneskeskabte katastrofer. Vi trækker på puljen, når og hvor behovet er størst. Mange af Mission Øst operationslande bliver ofte ramt af katastrofer som jordskælv, mudderskred, oversvømmelser, krige eller konflikter. Mission Øst hjælper disse sårbare lokalsamfund med at håndtere katastroferne. Med katastrofepuljen kan vi hjælpe hurtigere.