Jhupu leder landsbyens bank | Mission East

Jhupu leder landsbyens bank


”Det er vigtigt at styrke kvinder,” siger Jhupu Rokaya, der leder sin landsbys bank. Foto: Susanne Madsen
Hvis kvinderne beslutter sig for at oprette en spare-låne-gruppe, får de udleveret en metalkasse med tre nøgler. Alle tre nøgler er nødvendige for at låse kassen op. Her er det spare-låne-gruppen i landsbyen Pina. Foto: Susanne Madsen

Når kvinder lærer at regne og spare penge op, får de mulighed for at starte virksomheder og på den måde forbedre deres levevilkår.

Af Susanne Madsen, fundraiser og Line Højland, kommunikationsmedarbejder – juni 2018

I Jhupu Rokayas landsby Mur­ma i det vestlige Nepal har kvinderne en stor metalkasse med tre hængelåse på. Jhupu har nøglen til én af hængelå­sene, men for at kassen kan åbnes, skal de to andre nøgle­indehavere også være til stede.

Har ikke råd til lægen

For de fleste mennesker i Danmark er det at have en opsparing det naturligste i verden. Det er den, der gør, at man kan købe nye briller, når de knækker, eller få nyt tag på huset, hvis det regner ind. Men i det vestlige Nepal er fattig­dommen så stor, at folk bruger det lidt, de har, på at overleve. Mange mænd er rejst bort for at arbejde i udlandet, og kvin­derne, der er alene tilbage, kan ikke regne og har aldrig lært at spare op. Før Jhupu blev formand for landsbyens bank, kunne hun heller ikke hverken læse, skrive eller regne.

Den manglende opsparing gør, at kvinderne ikke har råd til at forbedre deres levevilkår ved f.eks. at investere i flere husdyr, jord eller plantefrø. Og bliver man alvorligt syg, har man ikke råd til at betale for en læge. Det er grunden til, at så mange småskader ender med at blive til kroniske handicap i de bar­ske bjergegne.

Drømmen om en virksomhed

Mission Øst underviser derfor kvinderne i at regne og spare op. I læsegrupper får kvinderne udleveret en læsebog, hvor to af siderne beskriver opsparing og udlån. Hvis kvinderne i læsegruppen har lyst, kan de danne en spare-låne-gruppe. Viden om opsparing er af­gørende for, at de kan skabe sig et levebrød i den fattige Karnali-region.

Idéen er enkel: Kvinderne i gruppen lægger hver især det beløb i kassen, som de har lyst til og mulighed for. Beløbet bliver noteret i en notesbog, og hver kvinde har desuden sin egen bog med egne indbeta­linger noteret. Hvis en kvinde får brug for at låne en sum penge fra kassen, bliver det ligeledes noteret.

Systemet gør, at kvinderne med deres få midler ved fælles hjælp får mulighed for at låne en større sum penge, end de selv kan spare op. Indtil videre har et par kvinder lånt til lægebesøg, men ellers udviser de stor tålmodighed. Enkelte taler om drømmen om at låne til en virksomhed, men de er klar over, at det tager tid for gruppen at spare så mange penge sammen.

Indtil videre nyder Jhupu og de andre kvinder den selvtillid, som den nye viden har givet dem: ”Det er vigtigt at styrke kvinder. Nu kan vi sige vores mening til andre, og det er vigtigt. Før vidste vi ikke noget om at spare, og nu har vi lært at regne,” siger hun.