Maj Forum Mission East Ukraine

Ukraine: Brev fra felten

Maj Forum er programchef med ansvar for Mission Østs hjælpearbejde i Ukraine og Nigeria. Her kan du læse Majs observationer fra et nyligt feltbesøg i Ukraine.

Der sidder en lille pige i mit sæde, da jeg kommer ind i toget. Ikke meget ældre end min egen datter, 7, måske 8 år gammel. Hun sidder på knæ med panden mod ruden og hånden hævet i afsked. På den anden side af ruden står hendes far. Han har et særligt udtryk i øjnene, der vidner om, at dette er en vanskelig afsked. Hvornår vil jeg se mine børn igen?, siger hans blik. Jeg bytter plads med den lille pige, så hun kan blive siddende og kigge ud på sin far, indtil toget skal køre. Som tak giver hun mig senere en tørret dadel.

Vi befinder os i Kyiv, hovedstaden i Ukraine. Det er sen eftermiddag. Toget, der skal til at afgå, har retning mod Polen. En tur, der vil tage hele natten for de mange familier, der er stuvet sammen i toget tæt pakket med bagage. Som den lille familie ved siden af mig har mange ukrainere i løbet af sommeren vovet sig tilbage til deres hjemegn. For at se om deres hjem stadig står, for at medbringe lidt flere ejendele til deres nye tilværelse, for at hente kæledyr og ældre slægtninge der blev ladt tilbage. Eller som i dette tilfælde for at besøge familiefædrene, der blev tilbage.

Mission Øst Hund foran hus i Ukraine

Krigen ser ikke ud til at ophøre foreløbigt; hvad man troede var et midlertidigt ophold trækker ud. Er det på tide at finde en permanent bolig i de nye omgivelser? Skal vores barn starte i polsk skole? Kan vi undvære hinanden i flere år, hvis krigen fortsætter, eller er det bedre at leve med en risiko, så længe familien er samlet? Det er vanskelige spørgsmål, som ukrainerne skal tage stilling til i den kommende tid - ikke mindst fordi vinteren er på vej og mange husly enten er uegnede til 20 graders kulde eller snart vil ophøre.

For ikke at tabe en hel generation på gulvet og for at genskabe en højere grad af normalitet i de ukrainske børns hverdag, anbefalede undervisningsministeriet kommunerne at genåbne folkeskolerne 1. september 2022. Skolerne må dog kun åbne, hvis der er beskyttelsesrum til børnene.

Nogle af de skoler som ikke har det, er ved at etablere sådanne steder. Men der er frygt for at selv de skoler, som er åbnet vil lukke igen i løbet af efteråret, enten pga. Covid-19 eller fordi de ikke kan opvarmes.

Samtidig har myndigheder og civilsamfund, særligt i den vestlige del af landet, travlt med at finde flere egnede boliger og opgradere ubeboede bygninger med isolering og opvarmning for at indkvartere den fortsatte strøm af borgere, som flygter fra deres hjem som følge af krigen.

Ukraine Mission Øst

Mission Øst er med vores schweiziske partner Medair i gang med at reparere tage og vinduer i de tidligere besatte områder i det nordlige Ukraine, for at hjælpe befolkningen som blev og overlevede besættelsen til også at overleve vinteren i deres nu ødelagte hjem. Som Mission Østs programchef i Ukraine har jeg været ude at tilse nogle af de boliger, som vi vil hjælpe med at reparere i løbet af de kommende måneder.

Jeg møder en ældre kvinde, som fortæller, hvordan hun blev udsat for to missilnedslag i hendes have. Vinduerne splintreredes i hendes hjem, gasforsyningen blev beskadiget og taget i hendes udhus blev ødelagt. Men der skete heldigvis ikke hende noget. Kvinden, som selv er russer af nationalitet, var inderligt rystet over hendes landsmænds handlinger. Og som jeg stod der i hendes have med naboens børn legende på den anden side af hækken, mens jeg spiste et sødt æble hun tilbød mig, delte jeg hendes indignation.

Bamser Ukraine Mission East

Man ser bamserne opstillet som mindesmærker over de dræbte børn. De smadrede byer og de fortabte tilværelser. Man forstår ikke, hvordan der kan være krig i Europa. Som nødhjælpsarbejder er man vant til at møde menneskelig lidelse, brutalitet og uretfærdighed. Det påvirker mig ikke mindre med tiden, som man ellers måske kunne tro.

Men katastrofen føles anderledes tæt på i Ukraine. Måske fordi hele befolkningen er påvirket. De mennesker, vi arbejder sammen med hernede, er selv blandt krigens ofte. De er selv flygtet, har selv mistet, har selv forældre bosat i krigszonerne. Samtidig er jeg med min tilstedeværelse i landet pludselig selv eksponeret for krigens farer, og må tilbringe mange af døgnets små timer i beskyttelsesrum, når sirenen lyder.

Toget nærmer sig Vinnytsia, hvor jeg skal af for at tilse nogle flere af vores projekter. Landskabet strækker sig så langt øje rækker. Ukraine er et smukt land, der hvor krigen ikke raserer. Vinduet jeg kigger ud igennem er dækket med tape for, at glassplinter ikke skal ramme os, hvis vinduerne skulle blive sprængt ud.

Støt vores arbejde i Ukraine

100
dkk

Donér